Print

Tordenvejr

Gode råd til hvordan du skal gebærde sig, hvis du befinder dig på golfbanen i tordenvejr og ikke kan nå tilbage til klubhuset.

• Gå væk fra golfudstyret, da det virker som en elektrisk lader.
• Sæt dig på hug. Jo lavere du er, jo sværere har lynet ved at finde dig.
• Hold dig væk fra høje træer, master og andet, der rager op i landskabet, da disse ting tiltrækker lyn.
• Hav minimal kontakt med jorden. Lyn kan løbe langs jorden, så hvis, det kun er dine fødder, der rører jorden, er du 
   mest sikker.
• Et klassisk råd er, at gemme sig i en bunker. Dette gælder kun, hvis det er en lavt beliggende bunker.
• Hvis det er muligt søg ind i ét af banens shelters, men lad golfbaggen stå på banen
   - al golfgrej skal efterlades mindst 20 meter fra shelters/toiletbygning.



TORDENVEJR
De fleste er opmærksomme på, at det er farligt at opholde sig på golfbanen i tordenvejr, men for god ordens skyld lidt genopfriskning.

Lyn opstår, når der sker en udligning af gigantiske spændingsforskelle inde i bygeskyer, mellem skyer eller mellem en sky og jorden. Spændingsforskellene opstår, når iskrystaller og hagl hvirvler op og ned inde i skyen og støder sammen, hvorved der skabes store mængder statisk elektricitet.
Når spændingsforskellen mellem positivt og negativt ladede områder bliver stor nok, udlignes den i form af lyn.
Spændingsforskellen kan være på mange millioner volt, strømstyrken flere hundrede tusinde ampere, mens temperaturen i et lyn er op til 30.000 grader.

Tordenvejr er ujævnt fordelt hen over året. Her kan du se, hvordan lynene er fordelt på året:
Maj: 5 procent
Juni, juli, august: 85 procent
September: 5 procent
De resterende cirka 5 procent kommer i de kolde måneder fra oktober til og med april.

Hvor langt borte er lynet?
Hvis du ikke har hørt torden 10 sekunder efter lynet, kan du ånde lettet op. Du er da i sikker afstand fra tordenvejret.
Hvis der går mindre end 5 sekunder fra du ser lynet, til du hører tordenbraget, kan situationen derimod være meget farlig for dig!
Med en hastighed på 300.000 km/s er lysglimtet fra lynet ca. 900.000 gange hurtigere end braget, idet lyden fra tordenbraget ”kun” kommer op på en hastighed på 330 m/s. Dette forklarer forsinkelsen mellem lyn og tordenbrag.
Ved at lytte og tælle er det nemt at bedømme, hvor langt væk lynet er: ca. 1 km for hver tre sekunder.

Hvad skal golfspillere tænke på?
En golfbane er et af de farligste steder at befinde sig i tordenvejr.
Enkeltstående træer, berøring af metalgenstande (golfkøller, golftaske), den åbne plads og skovbrynet er alle ting, som du ubetinget bør undgå i tordenvejr.
Der er større risiko for, at lyn slår ned i ting, der rager op. Lynet kan afledes gennem en person, der står nedenunder. Et træ kan også eksplodere, fordi vandet i træet fordamper meget hurtigt, når det rammes af lynets ekstreme varme. Dermed er der både fare for at blive ramt af lyn og flyvende træstykker.
Strømførende ting som golfkøller, fiskestænger og iPads øger risikoen for at blive ramt. Derfor bør man lægge dem fra sig, hvis man er fanget i uvejret.

Er du helt våd og bliver ramt af lynet, kan lynet løbe uden på dig på den våde overflade, som leder strøm. På den måde kan du komme væsentligt mindre til skade.
Det er rigtigt, at man formindsker risikoen for at blive ramt ved at gøre sig så lille som muligt. Men lægger man sig ned, får en stor del af kroppen kontakt med jorden, og dermed forøger man risikoen for, at strøm, der løber langs jorden, kan ramme kroppen. Sæt dig i stedet på hug.

Heldigvis har Ribe Golf Klub 4 shelters samt toiletbygning, som alle er monteret med lynbeskyttelsesanlæg. Søg straks ind i eet af disse men lad golfbaggen stå på banen - al golfgrej skal efterlades mindst 20 meter fra shelters/toiletbygning. På scorekortet viser et oversigtskort placeringen af shelters/toiletbygning.
Hvis disse steder eller klubhuset er for langt væk, skal du gøre dig så lille som mulig. Søg nedad, hvis der er bakker - en bunker vil være en god mulighed. Sæt dig på hug, så du er lav, og en forholdsvis lille del af din krop rører jorden. Sæt dig med bøjede knæ og fødderne samlet tæt ind til kroppen. Hold hovedet nede og armene foldet om knæene. Hold nogle meters afstand til andre personer. Vent her, indtil tordenvejret er drevet over.

Er du fanget i et uvejr, der er tæt på, skal du (efter at du har sat dig ned) lukke øjnene og åbne munden. Bliver du ramt, kan trykket fra lynet bedre slippe ud af munden, og de lukkede øjne øger sandsynligheden for, at trykket ikke blæser øjenæblerne ud.