Print

Smartphones og afstandsmålere

Mange spillere har en smartphone, som de ønsker at bruge til afstandsmåling, men må man det?
Ja, det vil generelt være tilladt. Medmindre smartphonen har et termometer eller en vindmåler, er den lovlig.

Har smartphonen et kompas, er det ikke længere et problem, og kompasset må gerne bruges under runden. (Decision 14-3/4). Heller ikke et vaterpas, fastinstalleret eller downloadet, gør smartphonen ulovlig at bruge, så længe man ikke bruger vaterpasset under runden.

At smartphonen kan gå på nettet er ikke i sig selv en overtrædelse. Man må bruge oplysninger hentet fra nettet undervejs, så længe Reglerne ikke overtrædes, bl.a. må man gerne hente vejrudsigten, også selvom vejrstationen står på marken ved siden af banen.

Har smartphonen ikke de ulovlige applikationer, må den anvendes som afstandsmåler, og den må også gerne indeholde en baneguide, et elektronisk scorekort og alle statistiske oplysninger, man havde adgang til før runden.

Der er dog er par ting, der kan gøre selve det installerede afstandsmålerprogram ulovligt, for har programmet et køllevalgsmodul, en slopefinder eller udarbejder programmet løbende statistik, som vises til spilleren under runden, er programmet ulovligt at bruge.

Opsamling af statistik til brug efter runden eller til brug på næste runde er fint.

FAQ om afstandsmålere på R&A's hjemmeside

Decision 14-3/16, forklarer om brug af elektronisk udstyr

Decision 14-3/18, forklarer om netadgang til vejrudsigt

Brug af smartphones til andet end afstandsmåling.

Når spilleren ikke bruger sin smartphone som afstandsmåler, er der ingen begrænsninger i hvilke applikationer, der må være i den.

Selvom der er et termometer eller en vindmåler, må man gerne notere sine scores på apparatet, slå op i en downloadet Regelapplikation, kigge i en elektronisk baneguide eller ringe fra den, dette er tilladt efter Golfreglerne.

Man må naturligvis ikke bruge termometeret, vindmåleren, eller et vaterpas under runden, men det er ikke en overtrædelse af Golfreglerne, at disse ting er i apparatet, så længe det ikke bruges til at måle afstand. Det er heller ikke ulovligt, at der er kamera og video i smartphonen, men optager man video/tager billeder af golfsving eller lignende under selve runden, og ser på det under samme runde, er det en overtrædelse af Regel 14-3.

Man kan ikke diskvalificeres eller få straffeslag for at have en mobiltelefon med på banen, og det er ikke tilladt at lave en Lokal regel eller en turneringsbetingelse, der siger dette.

Det er en anden sag, hvis en spiller gentagne gange bevidst generer andre med mobilsnak (eller snak i det hele taget) eller hvis mobilen ringer adskillige gange, uden spilleren gør noget for at stoppe det. Ringer en telefon en enkelt gang eller to, er det ikke et brud på Reglerne.

Ønsker klubben ikke, at spillerne har mobiltelefoner på banen, må de lave ordensregler, der siger dette. Klubben kan f.eks. vælge at give spilleren straf i form af karantæne eller forbud mod at deltage i den/de næste turneringer.

Lokale Regler om mobiltelefoner og afstandsmålere.

Der skal være en Lokal Regel om afstandsmåling, før det er lovligt at bruge en afstandsmåler under en tællende runde, og flertallet af danske klubber har efterhånden denne Lokale Regel.

I Ribe Golf Klub er der denne lokalregel: Brug af afstandsmåler er tilladt: Jævnfør Tillæg 1, Afsnit A, Punkt 7 i Regelbogen.

Hvis en spiller under spil ved brug af elektronisk udstyr (herunder smartphones og  afstandsmålere) med sin adfærd generer andre spillere, kan spilleren, efter først at have modtaget en protest fra modspiller eller medslagspiller ved efterfølgende overtrædelse og protest, blive indberettet til turneringskomiteen for et alvorligt brud på etiketten, som efterfølgende kan medføre karantæne eller diskvalifikation.